 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
ARKIV
På disse sider kan du finde information om tidligere arrangementer, artikler, interviews og andet materiale relateret til viselaboratoriet. Klik på et punkt i menuen til højre for at få vist det.
|
Interview med Jan Hammarlund
Per Warming: Laboratorium for politiske viser Noter fra en samtale med Jan Hammarlund Det mærkes hurtigt, om en vise er politisk – og det er ikke kun et spørgsmål om dens tema. Det er et spørgsmål om sangskriveren kan leve sig ind i andre mennesker eller bare synger om sig selv. Der er mange viser, der handler om hvordan jeg har det. – især om hvor synd det er for mig – men det rækker ikke. Ikke når vi holder laboratorium for politiske viser. Mellem workshop og koncert Vi valgte navnet "Laboratorium" som en mellemting mellem en almindelig koncert og en workshop for en lukket gruppe. Der er offentlig adgang til laboratorieaftenerne og de har efterhånden fået et fast publikum. Hver aften har et tema, som jeg har forberedt ved at kontakte sangerne og evt møde dem i forvejen, men der er samtidig åben scene. Jeg vil jo helst, at de, der vil bidrage, ringer i forvejen, men ofte fastlægges programmet først umiddelbart før vi begynder. Ja, nogle gange først i pausen. Laboratorierne tegner aften efter aften den politiske vises landkort. Samtidig skabes der kontakt mellem sangere, der ikke kender hinanden i forvejen. Og lydmanden optager laboratoriet, så det hele dokumenteres og de medvirkende får en cd. Behov for et forum Jeg har megen kontakt til de unge på Nordiska Folkhögskolans viselinie i Kungälv. Der møder jeg ikke blot interesse for "proggen" (pw: Musikrörelsen, der begyndt i 60erne med navne som Hoolabandoola Band, Nationalteateret, Marie Bergmann – og Jan Hammarlund) men også radikale holdninger. Ofte også venstreorienterede holdninger. Men de mangler et forum. De mangler et sted at mødes og dyrke og pleje den politiske vise. ABF (Arbejdernes Oplysningsforbund) og Riksförbundet for folkmusik och dans var med på ideen, så Riksförbundet lagde deres spillested "Stallet" til og ABF gav mig et (beskedent) budget. Kollegialitet og håndværk I princippet får de medvirkende ikke honorar. De får dækket deres udgifter, de får en god scene med lyd og lys, de får en god præsentation og ikke mindst får de et intenst lyttende publikum. Ofte synger amatører og "rikskändisser" side om side. Aftalen er som regel: I får en eller to viser hver. Men hav en ekstra med i baglommen, man kan jo aldrig vide. Så laboratorierne er mere varierede end almindelige koncerter. At det er laboratorium betyder også , at vi prøver at lægge karrieren til side den aften. I den henseende er der lighed med jazzmusikeres kollegiale "after hours" jamsessions. En del tilhørere kommer igen og igen. Det samme gælder en del sangere. Det er stimulerende for en sangskriver at have kolleger og publikum. Nogle beder mig også om hjælp med stemmetræning og fortolkning. Både sangskrivere og traditionsbærere Først sagde vi: kom og syng dine egne politiske viser. Men vi ændrede det til: kom og syng en politisk vise – ny eller gammel. Laboratoriet er altså både for sangskrivere og traditionsbærere – og også for interesserede, der vil lytte. Jeg havde ikke forudset, hvor meget det betød for de unge at møde de gamle politiske viser. Fx havde vi en aften om Joe Hill. Jeg tænkte jo: nå ja, ham kender vi jo. Men de unge blev begejstrede og spurgte: findes der plader?, hvor kan vi finde mere…? Det samme gjaldt Tom Lehrer. Nogle temaer gjorde åbenbart folk bange, så de blev væk. "Religionen og revolutionen" fx Det må jeg huske – og det må jeg vende tilbage til. De unge i dag er mere oplyste De unge i dag ligner min egen ungdom meget . Men sammenlignet med min generation er de mere oplyste og de lytter bedre til andre, end vi gjorde. Jeg tror ikke de oplever generationskløften så dyb som vi. Deres politiske virkelighed er langt hårdere end vores var. Det, vi bare interesserede os for teoretisk, oplever de helt konkret. De har ingen steder at bo, de har ingen penge og de oplever åben undertrykkelse og racisme. Det eneste, der er blevet bedre er forholdene for HBT (HomoBiTrans-personer). Politiske viser er både mere og mindre end mange tror Da vi kom i gang, viste det sig, at mange medbragte forudfattede meninger om, hvad politiske viser er, og de blev forbavsede over hvor stor mangfoldigheden i virkeligheden er. Der er fx satiriske viser (der kan være politiske uden at tage åben politisk stilling), der er revyviser, folkesange, protestsange, strejkesange og egentlige kampsange … og mange flere. Nogle kom og ville være med. "Jeg har ikke egentlige politiske sange", sagde de, "men alle sange er vel politiske?" Nej, måtte jeg svare. I en vis forstand kan man vel sige det, men ikke i den forstand vi arbejder ud fra her. Ellers var det jo også meningsløst at tale om et laboratorium for politiske viser. En politisk sang er skrevet med en politisk ambition. En lille social situation kan beskrives privat, men den kan også beskrives politisk, dvs med vægt på det almene. Der findes mange kærlighedssange, der kun vil udtrykke hvordan jeg har det, og det er ikke nok. Underholdningen isolerer Brecht understreger hvor vigtigt det er, at politik er underholdende, men underholdning i sig selv begrænser udtryksregistret til "mig selv". Ja, det kan ligefrem blive til selvcensur. Vi må kæmpe med os selv og med den forestilling, at en sang skal være behagelig, afrundet og skal kunne passe i alle situationer. Eller sagt på en anden måde: en politisk sang passer i alle situationer, men ikke uden at forstyrre. Et stort publikum – eller et bredt? I laboratoriet har vi lydanlæg. Selv foretrækker jeg et rum med så god akustik, at lydanlæg ikke er nødvendigt. Kan man klare sig med sin guitar – eller måske uden guitar! – så har man et større potentiale. Så kan man synge i mange flere forskellige situationer og sammen med mange flere forskellige slags mennesker. Man får måske ikke et større publikum, men nok et bredere! Den politiske vise er jo mere end en særlig sanggenre. Visen kan tale til mange aldre og forene tilhængere af klassiske musik, rap og punk. Den bærer en politisk fortælling og et politisk fællesskab og hører til i flere rum end cafeen og klubben. Per Warming: Laboratorium for politiske viser Noter fra en samtale med Jan Hammarlund Det mærkes hurtigt, om en vise er politisk – og det er ikke kun et spørgsmål om dens tema. Det er et spørgsmål om sangskriveren kan leve sig ind i andre mennesker eller bare synger om sig selv. Der er mange viser, der handler om hvordan jeg har det. – især om hvor synd det er for mig – men det rækker ikke. Ikke når vi holder laboratorium for politiske viser. Mellem workshop og koncert Vi valgte navnet "Laboratorium" som en mellemting mellem en almindelig koncert og en workshop for en lukket gruppe. Der er offentlig adgang til laboratorieaftenerne og de har efterhånden fået et fast publikum. Hver aften har et tema, som jeg har forberedt ved at kontakte sangerne og evt møde dem i forvejen, men der er samtidig åben scene. Jeg vil jo helst, at de, der vil bidrage, ringer i forvejen, men ofte fastlægges programmet først umiddelbart før vi begynder. Ja, nogle gange først i pausen. Laboratorierne tegner aften efter aften den politiske vises landkort. Samtidig skabes der kontakt mellem sangere, der ikke kender hinanden i forvejen. Og lydmanden optager laboratoriet, så det hele dokumenteres og de medvirkende får en cd. Behov for et forum Jeg har megen kontakt til de unge på Nordiska Folkhögskolans viselinie i Kungälv. Der møder jeg ikke blot interesse for "proggen" (pw: Musikrörelsen, der begyndt i 60erne med navne som Hoolabandoola Band, Nationalteateret, Marie Bergmann – og Jan Hammarlund) men også radikale holdninger. Ofte også venstreorienterede holdninger. Men de mangler et forum. De mangler et sted at mødes og dyrke og pleje den politiske vise. ABF (Arbejdernes Oplysningsforbund) og Riksförbundet for folkmusik och dans var med på ideen, så Riksförbundet lagde deres spillested "Stallet" til og ABF gav mig et (beskedent) budget. Kollegialitet og håndværk I princippet får de medvirkende ikke honorar. De får dækket deres udgifter, de får en god scene med lyd og lys, de får en god præsentation og ikke mindst får de et intenst lyttende publikum. Ofte synger amatører og "rikskändisser" side om side. Aftalen er som regel: I får en eller to viser hver. Men hav en ekstra med i baglommen, man kan jo aldrig vide. Så laboratorierne er mere varierede end almindelige koncerter. At det er laboratorium betyder også , at vi prøver at lægge karrieren til side den aften. I den henseende er der lighed med jazzmusikeres kollegiale "after hours" jamsessions. En del tilhørere kommer igen og igen. Det samme gælder en del sangere. Det er stimulerende for en sangskriver at have kolleger og publikum. Nogle beder mig også om hjælp med stemmetræning og fortolkning. Både sangskrivere og traditionsbærere Først sagde vi: kom og syng dine egne politiske viser. Men vi ændrede det til: kom og syng en politisk vise – ny eller gammel. Laboratoriet er altså både for sangskrivere og traditionsbærere – og også for interesserede, der vil lytte. Jeg havde ikke forudset, hvor meget det betød for de unge at møde de gamle politiske viser. Fx havde vi en aften om Joe Hill. Jeg tænkte jo: nå ja, ham kender vi jo. Men de unge blev begejstrede og spurgte: findes der plader?, hvor kan vi finde mere…? Det samme gjaldt Tom Lehrer. Nogle temaer gjorde åbenbart folk bange, så de blev væk. "Religionen og revolutionen" fx Det må jeg huske – og det må jeg vende tilbage til. De unge i dag er mere oplyste De unge i dag ligner min egen ungdom meget . Men sammenlignet med min generation er de mere oplyste og de lytter bedre til andre, end vi gjorde. Jeg tror ikke de oplever generationskløften så dyb som vi. Deres politiske virkelighed er langt hårdere end vores var. Det, vi bare interesserede os for teoretisk, oplever de helt konkret. De har ingen steder at bo, de har ingen penge og de oplever åben undertrykkelse og racisme. Det eneste, der er blevet bedre er forholdene for HBT (HomoBiTrans-personer). Politiske viser er både mere og mindre end mange tror Da vi kom i gang, viste det sig, at mange medbragte forudfattede meninger om, hvad politiske viser er, og de blev forbavsede over hvor stor mangfoldigheden i virkeligheden er. Der er fx satiriske viser (der kan være politiske uden at tage åben politisk stilling), der er revyviser, folkesange, protestsange, strejkesange og egentlige kampsange … og mange flere. Nogle kom og ville være med. "Jeg har ikke egentlige politiske sange", sagde de, "men alle sange er vel politiske?" Nej, måtte jeg svare. I en vis forstand kan man vel sige det, men ikke i den forstand vi arbejder ud fra her. Ellers var det jo også meningsløst at tale om et laboratorium for politiske viser. En politisk sang er skrevet med en politisk ambition. En lille social situation kan beskrives privat, men den kan også beskrives politisk, dvs med vægt på det almene. Der findes mange kærlighedssange, der kun vil udtrykke hvordan jeg har det, og det er ikke nok. Underholdningen isolerer Brecht understreger hvor vigtigt det er, at politik er underholdende, men underholdning i sig selv begrænser udtryksregistret til "mig selv". Ja, det kan ligefrem blive til selvcensur. Vi må kæmpe med os selv og med den forestilling, at en sang skal være behagelig, afrundet og skal kunne passe i alle situationer. Eller sagt på en anden måde: en politisk sang passer i alle situationer, men ikke uden at forstyrre. Et stort publikum – eller et bredt? I laboratoriet har vi lydanlæg. Selv foretrækker jeg et rum med så god akustik, at lydanlæg ikke er nødvendigt. Kan man klare sig med sin guitar – eller måske uden guitar! – så har man et større potentiale. Så kan man synge i mange flere forskellige situationer og sammen med mange flere forskellige slags mennesker. Man får måske ikke et større publikum, men nok et bredere! Den politiske vise er jo mere end en særlig sanggenre. Visen kan tale til mange aldre og forene tilhængere af klassiske musik, rap og punk. Den bærer en politisk fortælling og et politisk fællesskab og hører til i flere rum end cafeen og klubben. Per Warming: Laboratorium for politiske viser Noter fra en samtale med Jan Hammarlund Det mærkes hurtigt, om en vise er politisk – og det er ikke kun et spørgsmål om dens tema. Det er et spørgsmål om sangskriveren kan leve sig ind i andre mennesker eller bare synger om sig selv. Der er mange viser, der handler om hvordan jeg har det. – især om hvor synd det er for mig – men det rækker ikke. Ikke når vi holder laboratorium for politiske viser. Mellem workshop og koncert Vi valgte navnet "Laboratorium" som en mellemting mellem en almindelig koncert og en workshop for en lukket gruppe. Der er offentlig adgang til laboratorieaftenerne og de har efterhånden fået et fast publikum. Hver aften har et tema, som jeg har forberedt ved at kontakte sangerne og evt møde dem i forvejen, men der er samtidig åben scene. Jeg vil jo helst, at de, der vil bidrage, ringer i forvejen, men ofte fastlægges programmet først umiddelbart før vi begynder. Ja, nogle gange først i pausen. Laboratorierne tegner aften efter aften den politiske vises landkort. Samtidig skabes der kontakt mellem sangere, der ikke kender hinanden i forvejen. Og lydmanden optager laboratoriet, så det hele dokumenteres og de medvirkende får en cd. Behov for et forum Jeg har megen kontakt til de unge på Nordiska Folkhögskolans viselinie i Kungälv. Der møder jeg ikke blot interesse for "proggen" (pw: Musikrörelsen, der begyndt i 60erne med navne som Hoolabandoola Band, Nationalteateret, Marie Bergmann – og Jan Hammarlund) men også radikale holdninger. Ofte også venstreorienterede holdninger. Men de mangler et forum. De mangler et sted at mødes og dyrke og pleje den politiske vise. ABF (Arbejdernes Oplysningsforbund) og Riksförbundet for folkmusik och dans var med på ideen, så Riksförbundet lagde deres spillested "Stallet" til og ABF gav mig et (beskedent) budget. Kollegialitet og håndværk I princippet får de medvirkende ikke honorar. De får dækket deres udgifter, de får en god scene med lyd og lys, de får en god præsentation og ikke mindst får de et intenst lyttende publikum. Ofte synger amatører og "rikskändisser" side om side. Aftalen er som regel: I får en eller to viser hver. Men hav en ekstra med i baglommen, man kan jo aldrig vide. Så laboratorierne er mere varierede end almindelige koncerter. At det er laboratorium betyder også , at vi prøver at lægge karrieren til side den aften. I den henseende er der lighed med jazzmusikeres kollegiale "after hours" jamsessions. En del tilhørere kommer igen og igen. Det samme gælder en del sangere. Det er stimulerende for en sangskriver at have kolleger og publikum. Nogle beder mig også om hjælp med stemmetræning og fortolkning. Både sangskrivere og traditionsbærere Først sagde vi: kom og syng dine egne politiske viser. Men vi ændrede det til: kom og syng en politisk vise – ny eller gammel. Laboratoriet er altså både for sangskrivere og traditionsbærere – og også for interesserede, der vil lytte. Jeg havde ikke forudset, hvor meget det betød for de unge at møde de gamle politiske viser. Fx havde vi en aften om Joe Hill. Jeg tænkte jo: nå ja, ham kender vi jo. Men de unge blev begejstrede og spurgte: findes der plader?, hvor kan vi finde mere…? Det samme gjaldt Tom Lehrer. Nogle temaer gjorde åbenbart folk bange, så de blev væk. "Religionen og revolutionen" fx Det må jeg huske – og det må jeg vende tilbage til. De unge i dag er mere oplyste De unge i dag ligner min egen ungdom meget . Men sammenlignet med min generation er de mere oplyste og de lytter bedre til andre, end vi gjorde. Jeg tror ikke de oplever generationskløften så dyb som vi. Deres politiske virkelighed er langt hårdere end vores var. Det, vi bare interesserede os for teoretisk, oplever de helt konkret. De har ingen steder at bo, de har ingen penge og de oplever åben undertrykkelse og racisme. Det eneste, der er blevet bedre er forholdene for HBT (HomoBiTrans-personer). Politiske viser er både mere og mindre end mange tror Da vi kom i gang, viste det sig, at mange medbragte forudfattede meninger om, hvad politiske viser er, og de blev forbavsede over hvor stor mangfoldigheden i virkeligheden er. Der er fx satiriske viser (der kan være politiske uden at tage åben politisk stilling), der er revyviser, folkesange, protestsange, strejkesange og egentlige kampsange … og mange flere. Nogle kom og ville være med. "Jeg har ikke egentlige politiske sange", sagde de, "men alle sange er vel politiske?" Nej, måtte jeg svare. I en vis forstand kan man vel sige det, men ikke i den forstand vi arbejder ud fra her. Ellers var det jo også meningsløst at tale om et laboratorium for politiske viser. En politisk sang er skrevet med en politisk ambition. En lille social situation kan beskrives privat, men den kan også beskrives politisk, dvs med vægt på det almene. Der findes mange kærlighedssange, der kun vil udtrykke hvordan jeg har det, og det er ikke nok. Underholdningen isolerer Brecht understreger hvor vigtigt det er, at politik er underholdende, men underholdning i sig selv begrænser udtryksregistret til "mig selv". Ja, det kan ligefrem blive til selvcensur. Vi må kæmpe med os selv og med den forestilling, at en sang skal være behagelig, afrundet og skal kunne passe i alle situationer. Eller sagt på en anden måde: en politisk sang passer i alle situationer, men ikke uden at forstyrre. Et stort publikum – eller et bredt? I laboratoriet har vi lydanlæg. Selv foretrækker jeg et rum med så god akustik, at lydanlæg ikke er nødvendigt. Kan man klare sig med sin guitar – eller måske uden guitar! – så har man et større potentiale. Så kan man synge i mange flere forskellige situationer og sammen med mange flere forskellige slags mennesker. Man får måske ikke et større publikum, men nok et bredere! Den politiske vise er jo mere end en særlig sanggenre. Visen kan tale til mange aldre og forene tilhængere af klassiske musik, rap og punk. Den bærer en politisk fortælling og et politisk fællesskab og hører til i flere rum end cafeen og klubben. Per Warming: Laboratorium for politiske viser Noter fra en samtale med Jan Hammarlund Det mærkes hurtigt, om en vise er politisk – og det er ikke kun et spørgsmål om dens tema. Det er et spørgsmål om sangskriveren kan leve sig ind i andre mennesker eller bare synger om sig selv. Der er mange viser, der handler om hvordan jeg har det. – især om hvor synd det er for mig – men det rækker ikke. Ikke når vi holder laboratorium for politiske viser. Mellem workshop og koncert Vi valgte navnet "Laboratorium" som en mellemting mellem en almindelig koncert og en workshop for en lukket gruppe. Der er offentlig adgang til laboratorieaftenerne og de har efterhånden fået et fast publikum. Hver aften har et tema, som jeg har forberedt ved at kontakte sangerne og evt møde dem i forvejen, men der er samtidig åben scene. Jeg vil jo helst, at de, der vil bidrage, ringer i forvejen, men ofte fastlægges programmet først umiddelbart før vi begynder. Ja, nogle gange først i pausen. Laboratorierne tegner aften efter aften den politiske vises landkort. Samtidig skabes der kontakt mellem sangere, der ikke kender hinanden i forvejen. Og lydmanden optager laboratoriet, så det hele dokumenteres og de medvirkende får en cd. Behov for et forum Jeg har megen kontakt til de unge på Nordiska Folkhögskolans viselinie i Kungälv. Der møder jeg ikke blot interesse for "proggen" (pw: Musikrörelsen, der begyndt i 60erne med navne som Hoolabandoola Band, Nationalteateret, Marie Bergmann – og Jan Hammarlund) men også radikale holdninger. Ofte også venstreorienterede holdninger. Men de mangler et forum. De mangler et sted at mødes og dyrke og pleje den politiske vise. ABF (Arbejdernes Oplysningsforbund) og Riksförbundet for folkmusik och dans var med på ideen, så Riksförbundet lagde deres spillested "Stallet" til og ABF gav mig et (beskedent) budget. Kollegialitet og håndværk I princippet får de medvirkende ikke honorar. De får dækket deres udgifter, de får en god scene med lyd og lys, de får en god præsentation og ikke mindst får de et intenst lyttende publikum. Ofte synger amatører og "rikskändisser" side om side. Aftalen er som regel: I får en eller to viser hver. Men hav en ekstra med i baglommen, man kan jo aldrig vide. Så laboratorierne er mere varierede end almindelige koncerter. At det er laboratorium betyder også , at vi prøver at lægge karrieren til side den aften. I den henseende er der lighed med jazzmusikeres kollegiale "after hours" jamsessions. En del tilhørere kommer igen og igen. Det samme gælder en del sangere. Det er stimulerende for en sangskriver at have kolleger og publikum. Nogle beder mig også om hjælp med stemmetræning og fortolkning. Både sangskrivere og traditionsbærere Først sagde vi: kom og syng dine egne politiske viser. Men vi ændrede det til: kom og syng en politisk vise – ny eller gammel. Laboratoriet er altså både for sangskrivere og traditionsbærere – og også for interesserede, der vil lytte. Jeg havde ikke forudset, hvor meget det betød for de unge at møde de gamle politiske viser. Fx havde vi en aften om Joe Hill. Jeg tænkte jo: nå ja, ham kender vi jo. Men de unge blev begejstrede og spurgte: findes der plader?, hvor kan vi finde mere…? Det samme gjaldt Tom Lehrer. Nogle temaer gjorde åbenbart folk bange, så de blev væk. "Religionen og revolutionen" fx Det må jeg huske – og det må jeg vende tilbage til. De unge i dag er mere oplyste De unge i dag ligner min egen ungdom meget . Men sammenlignet med min generation er de mere oplyste og de lytter bedre til andre, end vi gjorde. Jeg tror ikke de oplever generationskløften så dyb som vi. Deres politiske virkelighed er langt hårdere end vores var. Det, vi bare interesserede os for teoretisk, oplever de helt konkret. De har ingen steder at bo, de har ingen penge og de oplever åben undertrykkelse og racisme. Det eneste, der er blevet bedre er forholdene for HBT (HomoBiTrans-personer). Politiske viser er både mere og mindre end mange tror Da vi kom i gang, viste det sig, at mange medbragte forudfattede meninger om, hvad politiske viser er, og de blev forbavsede over hvor stor mangfoldigheden i virkeligheden er. Der er fx satiriske viser (der kan være politiske uden at tage åben politisk stilling), der er revyviser, folkesange, protestsange, strejkesange og egentlige kampsange … og mange flere. Nogle kom og ville være med. "Jeg har ikke egentlige politiske sange", sagde de, "men alle sange er vel politiske?" Nej, måtte jeg svare. I en vis forstand kan man vel sige det, men ikke i den forstand vi arbejder ud fra her. Ellers var det jo også meningsløst at tale om et laboratorium for politiske viser. En politisk sang er skrevet med en politisk ambition. En lille social situation kan beskrives privat, men den kan også beskrives politisk, dvs med vægt på det almene. Der findes mange kærlighedssange, der kun vil udtrykke hvordan jeg har det, og det er ikke nok. Underholdningen isolerer Brecht understreger hvor vigtigt det er, at politik er underholdende, men underholdning i sig selv begrænser udtryksregistret til "mig selv". Ja, det kan ligefrem blive til selvcensur. Vi må kæmpe med os selv og med den forestilling, at en sang skal være behagelig, afrundet og skal kunne passe i alle situationer. Eller sagt på en anden måde: en politisk sang passer i alle situationer, men ikke uden at forstyrre. Et stort publikum – eller et bredt? I laboratoriet har vi lydanlæg. Selv foretrækker jeg et rum med så god akustik, at lydanlæg ikke er nødvendigt. Kan man klare sig med sin guitar – eller måske uden guitar! – så har man et større potentiale. Så kan man synge i mange flere forskellige situationer og sammen med mange flere forskellige slags mennesker. Man får måske ikke et større publikum, men nok et bredere! Den politiske vise er jo mere end en særlig sanggenre. Visen kan tale til mange aldre og forene tilhængere af klassiske musik, rap og punk. Den bærer en politisk fortælling og et politisk fællesskab og hører til i flere rum end cafeen og klubben. Per Warming: Laboratorium for politiske viser Noter fra en samtale med Jan Hammarlund Det mærkes hurtigt, om en vise er politisk – og det er ikke kun et spørgsmål om dens tema. Det er et spørgsmål om sangskriveren kan leve sig ind i andre mennesker eller bare synger om sig selv. Der er mange viser, der handler om hvordan jeg har det. – især om hvor synd det er for mig – men det rækker ikke. Ikke når vi holder laboratorium for politiske viser. Mellem workshop og koncert Vi valgte navnet "Laboratorium" som en mellemting mellem en almindelig koncert og en workshop for en lukket gruppe. Der er offentlig adgang til laboratorieaftenerne og de har efterhånden fået et fast publikum. Hver aften har et tema, som jeg har forberedt ved at kontakte sangerne og evt møde dem i forvejen, men der er samtidig åben scene. Jeg vil jo helst, at de, der vil bidrage, ringer i forvejen, men ofte fastlægges programmet først umiddelbart før vi begynder. Ja, nogle gange først i pausen. Laboratorierne tegner aften efter aften den politiske vises landkort. Samtidig skabes der kontakt mellem sangere, der ikke kender hinanden i forvejen. Og lydmanden optager laboratoriet, så det hele dokumenteres og de medvirkende får en cd. Behov for et forum Jeg har megen kontakt til de unge på Nordiska Folkhögskolans viselinie i Kungälv. Der møder jeg ikke blot interesse for "proggen" (pw: Musikrörelsen, der begyndt i 60erne med navne som Hoolabandoola Band, Nationalteateret, Marie Bergmann – og Jan Hammarlund) men også radikale holdninger. Ofte også venstreorienterede holdninger. Men de mangler et forum. De mangler et sted at mødes og dyrke og pleje den politiske vise. ABF (Arbejdernes Oplysningsforbund) og Riksförbundet for folkmusik och dans var med på ideen, så Riksförbundet lagde deres spillested "Stallet" til og ABF gav mig et (beskedent) budget. Kollegialitet og håndværk I princippet får de medvirkende ikke honorar. De får dækket deres udgifter, de får en god scene med lyd og lys, de får en god præsentation og ikke mindst får de et intenst lyttende publikum. Ofte synger amatører og "rikskändisser" side om side. Aftalen er som regel: I får en eller to viser hver. Men hav en ekstra med i baglommen, man kan jo aldrig vide. Så laboratorierne er mere varierede end almindelige koncerter. At det er laboratorium betyder også , at vi prøver at lægge karrieren til side den aften. I den henseende er der lighed med jazzmusikeres kollegiale "after hours" jamsessions. En del tilhørere kommer igen og igen. Det samme gælder en del sangere. Det er stimulerende for en sangskriver at have kolleger og publikum. Nogle beder mig også om hjælp med stemmetræning og fortolkning. Både sangskrivere og traditionsbærere Først sagde vi: kom og syng dine egne politiske viser. Men vi ændrede det til: kom og syng en politisk vise – ny eller gammel. Laboratoriet er altså både for sangskrivere og traditionsbærere – og også for interesserede, der vil lytte. Jeg havde ikke forudset, hvor meget det betød for de unge at møde de gamle politiske viser. Fx havde vi en aften om Joe Hill. Jeg tænkte jo: nå ja, ham kender vi jo. Men de unge blev begejstrede og spurgte: findes der plader?, hvor kan vi finde mere…? Det samme gjaldt Tom Lehrer. Nogle temaer gjorde åbenbart folk bange, så de blev væk. "Religionen og revolutionen" fx Det må jeg huske – og det må jeg vende tilbage til. De unge i dag er mere oplyste De unge i dag ligner min egen ungdom meget . Men sammenlignet med min generation er de mere oplyste og de lytter bedre til andre, end vi gjorde. Jeg tror ikke de oplever generationskløften så dyb som vi. Deres politiske virkelighed er langt hårdere end vores var. Det, vi bare interesserede os for teoretisk, oplever de helt konkret. De har ingen steder at bo, de har ingen penge og de oplever åben undertrykkelse og racisme. Det eneste, der er blevet bedre er forholdene for HBT (HomoBiTrans-personer). Politiske viser er både mere og mindre end mange tror Da vi kom i gang, viste det sig, at mange medbragte forudfattede meninger om, hvad politiske viser er, og de blev forbavsede over hvor stor mangfoldigheden i virkeligheden er. Der er fx satiriske viser (der kan være politiske uden at tage åben politisk stilling), der er revyviser, folkesange, protestsange, strejkesange og egentlige kampsange … og mange flere. Nogle kom og ville være med. "Jeg har ikke egentlige politiske sange", sagde de, "men alle sange er vel politiske?" Nej, måtte jeg svare. I en vis forstand kan man vel sige det, men ikke i den forstand vi arbejder ud fra her. Ellers var det jo også meningsløst at tale om et laboratorium for politiske viser. En politisk sang er skrevet med en politisk ambition. En lille social situation kan beskrives privat, men den kan også beskrives politisk, dvs med vægt på det almene. Der findes mange kærlighedssange, der kun vil udtrykke hvordan jeg har det, og det er ikke nok. Underholdningen isolerer Brecht understreger hvor vigtigt det er, at politik er underholdende, men underholdning i sig selv begrænser udtryksregistret til "mig selv". Ja, det kan ligefrem blive til selvcensur. Vi må kæmpe med os selv og med den forestilling, at en sang skal være behagelig, afrundet og skal kunne passe i alle situationer. Eller sagt på en anden måde: en politisk sang passer i alle situationer, men ikke uden at forstyrre. Et stort publikum – eller et bredt? I laboratoriet har vi lydanlæg. Selv foretrækker jeg et rum med så god akustik, at lydanlæg ikke er nødvendigt. Kan man klare sig med sin guitar – eller måske uden guitar! – så har man et større potentiale. Så kan man synge i mange flere forskellige situationer og sammen med mange flere forskellige slags mennesker. Man får måske ikke et større publikum, men nok et bredere! Den politiske vise er jo mere end en særlig sanggenre. Visen kan tale til mange aldre og forene tilhængere af klassiske musik, rap og punk. Den bærer en politisk fortælling og et politisk fællesskab og hører til i flere rum end cafeen og klubben. |
ARTIKLER:
1) Laboratoriets tilstand 14.12.2005 .
2) Anna Politkovskaja
3) Laboratorium i Helsingfors 2008
4) Laboratory in Helsinki 2008
5) Vømmøl Spelmanslag
6) Laboratorium i Manila 2009
7) Alan Klitgaard: Da McCarthy så rødt…
8) Per Warming om russisk guitarpoesi
9) Efter laboratoriet 21.november 2010
INTERVIEWS:
Interview med Jan Hammarlund
NOEL CABANGON - samtale og sange
Som at vande blomster
ØVRIGT MATERIALE:
Baggrundsmateriale RELIGION OG POLITIK 5. marts 2007
Carsten Jensen: ’De brænder min ambassade’
David Rovics sang om New orleans katastrofen
I kønnets ufarlige skød
Og der blev forsket
Oslo 22.07.2011
Robert Refby: Et land at være hjemme i
SANGTEKSTER fra Laboratoriets scene
TIDLIGERE ARRANGEMENTER:
2004-2005
2005-2006
2006-2007
2007-2008
2008-2009
2009-2010
2010-2011